Hvilket er det bedste antivirus program?

Overvejer du at investere i et antivirusprogram? Og er du i tvivl om, hvilket du i så fald skal vælge?

Så er du ikke den eneste – og til bunken af spørgsmål hører også, om det er “nødvendigt” at betale for et antivirus program, eller om man kan nøjes med et af de gratis programmer såsom Avast eller Avira – eller eventuelt det indbyggede, som følger med Windows.

AV-Comparatives foretager løbende uafhængige tests af de mest kendte antivirus- og sikkerhedsprogrammer på markedet – og du kan løbende se resultaterne på deres side: http://www.av-comparatives.org/.

At vælge antivirus program kan være lidt af en jungle – og der er også en smule “religion” i det, da nogle sværger til det ene og andre til noget andet. Der er også ofte delte meninger om disse tests, da det ikke altid er alle udbydere, der er repræsenteret og man kan være uenig i måden der testes på med mere. Dog giver disse tests om ikke andet et fingerpeg imod, hvilke programmer man i hvert fad IKKE bør gå efter.

I princippet kan et program godt være rigtig godt til at fange virus – men mindre godt i forhold til brugervenlighed, mængden af ressourcer det trækker på computeren etc.

Min primære pointe med dette indlæg er at fortælle, at lige meget om man er til de betalte programmer eller ønsker et gratis alternativ – så kan det betale sig at installere et program, for som du kan se på nedenstående illustrationer – så er Microsofts indbyggede sikkerhedsløsning den, der klarer sig dårligst – både hvad angår antallet af trusler den fanger – men også mængden af ressourcer den trækker fra systemet, mens den arbejder.

AV-com3AV-com4

Så dermed kan vi opstille denne lille antivirus FAQ:

Bør jeg installere antivirus?
Helt klart ja – især fordi antivirusprogrammer gør andet end kun at fange virus.

Kan jeg nøjes med Microsofts indbyggede program?
Nej – det vil jeg fraråde. Du bør som minimum hente et af de gratis programmer som fx Avast eller Avira antivirus.

Er det nødvendigt at betale for et antivirusprogram?
Personligt har jeg valgt det – men programmer som Avast og Avira klarer sig også godt i tests og vil være fint til privat brug. Er datasikkerhed vigtigt for dig bør du udover et godt antivirusprogram også sørge for at have en god backup løsning som giver mulighed for at rulle systemet tilbage til en bestemt dato.

Hvad får man ekstra ved at betale?
I dag er antivirus-delen faktisk det mindst interessante når vi taler antivirusprogrammer. Det er i høj grad alle de andre funktioner, som antivirusprogrammet også kan/bør håndtere, der er den egentlige styrke i programmet, såsom beskyttelse mod phishing, malware, spyware, beskyttelse ved online betalinger, falske positiver (blokering af programmer, som ikke er en trussel) etc. – og her får man oftest flere features i de betalte versioner. Bruger man udelukkende sin computer til lidt surf og e-mail, vil et af de førnævnte gratis programmer være helt OK.

Er 2 antivirusprogrammer dobbelt så godt som 1?
Nej! Faktisk risikerer du, at 2 antivirusprogrammer modarbejder hinanden – så derfor anbefales det at man kun har et enkelt program installeret.

Opsummering

Med andre ord er anbefalingen herfra altså, at du helt sikkert bør installere et antivirusprogram og ikke kun nøjes med Windows’ indbyggede version.

Og husk nu: der findes ikke et 100% sikkert program, der kan stoppe samtlige trusler “derude” – så sørg nu for at have en backup af dine data – og sørg for at være skeptisk når du klikker på links på hjemmesider, i mails og i SMS’er. I langt de fleste tilfælde, hvor man bliver ramt af “noget snavs”, så er det på grund af en “fejl 40” – altså noget, man selv har klikket på eller godkendt at installere. Det kan du læse mere om i min guide til at minimere “fejl 40” her: Er mailen eller SMS’en falsk?